Et ægte soldaterliv
- Ulrik Pultz v. Carlsen 1773 – 1863.
Ulrik Pultz v. Clausen blev født i Roskilde 25. august 1773. Hans far var major og hans morbroder v. Pultz efter hvem han var opkaldt, var ritmester. Da han var tolv år gammel, gik han til søs, og hans første rejse gjaldt Kina, på hvilket land Danmark dengang drev en levende handel. Tre år efter blev den unge Carlsen på en anden rejse til Kina konfirmeret på Java. Imidlertid forlod han kort tid efter søen; thi uagtet han var kraftigt bygget, kunne han ikke udholde strabadserne ombord. I 1790 blev han da ansat som kadet ved det ridende jægerkorps, der dengang kommanderedes af Oberst Binzer, under hvis ledelse han ivrigt kastede sig over studiet af militærvidenskaberne. Her forblev han i fire år, men imedens var den franske revolution udbrudt, og næsten hele Europa stod i våben. Da Danmark vedligeholdt sin neutralitet, var der herhjemme intet at gøre for en ung mand, der havde lyst til at komme i krig og opleve noget interessant, hvorfor Carlsen 14. marts 1794 tog sin afsked som kornet i kavaleriet, og den 27. august samme år indtrådte efter anbefaling af Kronprins Frederiks svoger, Prins Frederik af Hessen, som sekondløjtnant i det landgrevelig Hessen-Darmstadske chevauxlegers-regiment, der dengang stod på forpost i Holland lige overfor den franske General Pichegru. Her fandt han snart lejlighed til i fægtningen ved Boxtel at aflægge en glimrende prøve på sit mod og sin energi. Han fortæller selv følgende derom.” Jeg havde vovet mig for nær til fjenden, da jeg pludseligt så mig omringet af franske jægere til hest, som ville tage mig til fange, og jeg redde mig kun derved, at jeg ved kraftige sabelhug spaltede hoved på en af mine modstandere og lammede en andens arm. Min hest måtte jeg imidlertid lade i stikken, og jeg måtte springe ud i en nærliggende flod, over hvilken det lykkedes mig at svømme rigtignok under de skrækkeligste smerter og med den største anstrengelse; således kom jeg igen tilbage til mine folk”.
Efter at Carlsen havde genvundet sit helbred, blev han ordonansofficer hos regimentkommandøren, og da regimentet i 1796 vendte tilbage til Darmstadt, lod han sig forsætte til en infanteribrigade, der fra Triest skulle indskibes enten til Gibraltat eller Vestindien for at hjælpe englænderne. I slutningen af februar 1797 kom brigaden til Triest. På grund af flere sammenstødende omstændigheder kunne indskibningen ikke gå for sig, og brigaden fik da ordre til at støde til den østriske hær, der dengang næsten var kastet ud af Norditalien af General Napoleon Bonaparte. Hesserne besatte først det Adriatiske Havs kyster i Istrien ved stæderne Triest og Fiume og senere også Carlstadt i Kroatien. En afdeling af brigaden skulle sejle fra Istrien til staden Zengg i militærgrænsen for derfra at marchere til Carlstadt, og da Carlsen tidligere havde været sømand, fik han kommandoen over transporten. Han viste her megen bestemthed og dygtighed til at lede et større foretagende, så det skyldtes ham, at trppoerne lykkelig nåede deres bestemmelsessted, uagtet at man havde at kæmpe mod storm, og skibsmandskabet gjorde opstand, hvortil endnu kom, at tunesiske sørøvere prøvede at opsnappe hele transporten. På marchen til Carlstadt fik Carlsen lejlighed til at aflægge bevis på sin store åndsnærværelse. I en landsby, hvor afdelingen holdt rast, havde en hessisk korporal slået armen om en bondepige, der ikke ville give ham al den mad han forlangte. Da dette rygtedes, flokkedes flere hundrede croater sig sammen og ville have fat i korporalen, der ilede til Løjtnant Carlsens kvarter for at søge beskyttelse der. Carlsen, der igennem vinduet havde set hvad der gik for sig, og som måtte frygt for, at de forbitrede kroater ville lade deres hævn gå ud over ham og hans soldater, ilede ud af huset, trak sin kårde, og begyndte at gennemfugtle korporalen. Dette gjorde sin virkning. Kroaterne standsede deres forfølgelse, og da Carlsen vedblev med at prygle korporalen, trådte endog nogle af dem frem, gjorde korsets tegn, kyssede hans uniform og bad om nåde for synderen. Det følger af sig selv, at denne bagefter var meget taknemmelig imod sin løjtnant, som på denne måde havde frelst hans liv.
Hen på året 1797 vendte brigaden, der ikke var kommet i berøring med franskmændene, tilbage til Darmstadt, hvor Carlsen lå i garnison til det for Tyskland så skæbnesvangre år 1806. Men sloges Carlsen i denne tid ikke med fjenden, så havde han dog kampe at bestå af en anden slags. Som dansk var han ikke det tyske sprog fuldkommen mægtig, hvilket ofte førte til drillerier fra hans kammeraters side, og da han tilmed ikke tog del i de andre officerers hyppige orgier, så var der stof nok tilstede, hvoraf der kunne opstå dueller. Carlsen måtte da også duellere 32 gange, uanset han aldrig havde givet foranledning til nogen duel. Næsten hver gang blev han sejrherre, og første da alle disse kampe vare beståede, kom han til at stå i et venskabeligt forhold til sine kammerater. ” I to af disse dueller” skriver han selv, ”sårede jeg min modstander således, at jeg så mig nødsaget i kort tid at flygte. Men da man på højeste sted havde overbevist sig om, at jeg ikke havde givet anledning til disse dueller, vendte jeg den en gang efter kort tids forløb tilbage af mig selv, og den anden gang, da jeg ikke vovede at komme af mig selv, fik jeg af daværende overkrigskollegium tilsendt et sikkerhedsbrev, hvorpå jeg igen turde vende tilbage til min garnison uden frygt for at blive straffet”.
I året 1801 havde Carlsen giftet sig med Friedericke Jäckel, en datter af en embedsmand, og fik med hende 5 børn; men krigsåret 1806 gjorde en brat ende på hans lykkelige familieliv. Under krigen med Preussen var Hessen-Darmstadt på Napoleons side, og således kom Carlsen, der i mellemtiden var blevet premierløjtnant, til at deltage i slaget ved Jena og i belejringen af fæstningerne Graudenz og Stralsund. Avancementerne gik nu igen noget raskere, og midt under krigen blev han forfremmet til kaptajn. I krigen mod Østrig 1809 måtte rhinforbundets tropper, som bekendt, deltage på fransk side, og således kom Carlsen med i slaget ved Wagram og i fægtningerne ved Pressburg og Znain. Han udmærkede sig i begge disse fægtninger så meget, at han to gange blev indstillet til at få Æreslegionens Kors, dog uden at komme i betragtning.
Da den franske hær og dens forbundsfæller i sommeren 1812 begyndte at marchere imod Rusland, var han først ansat på øen Rygen som kommandant for et fort Napoleon, og han havde den opgave at forhindre fjendtlige skibe fra at sejle ind mellem Rygen og Svensk-Pommern til Stralssund. Han viste sig her meget venlig mod fiskerne, hvem han tillod at sejle ud for at fiske, hvad der tidligere var dem forbudt, da man frygtede for, at de skulle lade sig bruge som spioner, ligesom som han fandt lejlighed til ofte at vise landsmænd, de danske, adskillige tjenester. 19. september 1812 måtte han imidlertid marchere til Rusland over Stettin, Kønigsberg, Kovno, og kom 30. november til Vileika på den anden side af Niemen, hvor hans korps kom til at høre under til under det bayerske korps, under General Grev Wrede. Her ved Vieleika, hvor det stærkt sammensmeltede korps skulle opholde russerne, udmærkede Carlsen sig igen meget. Efter General Wredes eget udsagn skyldes det Carlsen og en anden kaptajns gode holdning, at han selv i en fægtning ikke blev taget til fange af russerne Carlsen blev nu for tredie gang indstilles til at få Æreslegionens kors, og han gik det da også næste år.
!3. december skulle Carlsens regiment gå tilbage over Niemen, og han fik den dag ordre til med 80 mandat sørge for, at de kanoner og munitionsvogne, der hørte til den Storhertugelige Hessiske Division, kom lykkeligt over floden. Ved Kovno var der slået en bro, men det var meget vanskeligt at komme til den, da gaderne i staden var overfyldt med flygtende mennesker. Efter usigeligt møje og anvendelse af de voldsomste midler lykkedes det dog at få kanonerne over broen, men nu skulle de føres over en meget stejl, med is bedækket højderyg, der lå på den anden side af floden. Vejen på den anden side var så overfyldt med køretøjer af enhver slags, at den ene spærrede vejen for den anden, og der var stor fare på færde, thi kosakkerne var gået over Niemen på isen, og den førte nogle kanoner med sig. Der var ikke andet at gøre end at kaste alle vogne til siden med magt, og det skete også med stor kraft og hensynsløshed. Seks til otte heste blev spændt for hver kanon, og således blev efterhånden alle kanoner og munitionsvogne bragt lykkeligt frem.