Artikel

Den 25. Oktober 1854, altså for 150 år siden, var en af de mere begivenhedsrige dage i historien. På denne dag fandt ”Slaget ved Balaklava” sted under krimkrigen. I virkeligheden var der knapt nok tale om et slag, men nærmest om tre løst forbundne træfninger, hvoraf den sidste tragisk gav anledning til Lord Tennysons berømte digt ”The Charge of the light Brigade”, mens de to andre var store engelske succeser.

Dagen begyndte med et massivt russisk kavaleriangreb mod den lille britisk-franske forsyningshavn og base Balaklava, et forehavende, som hvis det havde været vellykket, ville have gjort stor skade på de allierede. Foran Balaklava lå et langstrakt højdedrag tværs over russernes fremrykningslinie, hvorpå der var et mindre antal tyrkiske, altså allierede, befæstede kanonstillinger, som hurtigt faldt. Vejen var nu tilsyneladende åben ned mod Balaklava, men russerne stødte på to forhindringer.

Den første udgjordes af det 93.højlandsinfanteriregiment under sir Colin Campbell (1792-1863). Regimentet var udfoldet på linie med front mod det russiske kavaleri, men dette blev betragtet som en håbløs stilling. Al erfaring sagde, at regimentet måtte blive løbet over ende, og flugt ville kun gøre tingene værre. Disciplinen holdt alligevel, og det var afgørende for, at det russiske angreb mislykkedes. Soldaterne affyrede kontrollerede salver med stor effekt, og det russiske angreb brød sammen. Colin Campbell og hans ” thin red line ” udviste den dag både stort mod og koldblodighed – de gjorde det eneste, der kunne gøres i situationen, og de fik succes.

Kort tid efter kom det russiske kavaleri, som måske var noget chokeret over udfaldet af træfningen med skotterne, ud for endnu et chok. En stor russisk kavaleriformation på omkring 2-3000 ryttere stod stille på højdedraget over den engelske tunge brigade med enheder fra flere britiske dragonregimenter under sir James Scarlett (1799-1871). Scarlett modtog en ordre fra chefen for kavaleriet, Lord Lucan (1800-1888) om at angribe russerne op ad bakken, og efter at russerne måske lidt vantro havde set hans omhyggelige forberedelser, gennemførte han angrebet med cirka 300 af sine 800 mand, med stor succes og med sig selv i spidsen. Russerne reagerede ikke med et modangreb ned ad bakke, hvilket ellers ville have udgjordt en meget stor fare. Scarlett havde dog ikke mulighed for at følge sit angreb op med at rydde russerne væk fra højdedraget.

Bag det langstrakte højdedrag, hvor disse to træfninger fandt sted, var der en lige så lang dal, og ved den ene ende af den befandt den engelske lette brigade sig. Der var tale om fem regimenter af hussarer, lette dragoner og lansenerer, i alt omkring 670 mand under Lord Cardigan (1797-1868). På et højdedrag ud for mundingen af dalen var den britiske øverstkommanderende, Lord Raglan

(1788-1855), som havde tjent under Wellington, og som efter sigende havde bidt mærke i, at den gamle hertug skulle have været stolt af aldrig at have mistet en kanon i nogle af sine slag. Nu så Raglan, at russerne var ved at trække af med nogle af kanonerne, som var engelske, fra de tyrkiske stillinger på højdedraget, og han beordrede den lette brigade til at erobre kanonerne – i det mindste er det den nok bedste forklaring på de efterfølgende hændelser, som har været meget omstridte. Desværre kunne Cardigan nede i dalen ikke se det samme som Raglan, men han kunne se nogle andre kanoner, nemlig en russisk kanonstilling i den anden ende af dalen, og han var nærmest vantro, da han modtog ordren til angreb. Men ordren fra den øverstkommanderende var tilsyneladende klar nok, så han indledte angrebet – også han red i spidsen.

Opgaven var håbløs, hvilket alle implicerede fra Cardigan til de menige engelske kavalerister – og i øvrigt også russerne – kunne indse. Ikke blot angreb man over en distance af et par kilometer mod russisk artilleri, der var bakket op af kavaleri, angrebet foregik også i en dal imellem russiske stillinger på højdedragene. Alligevel blev det gennemført med mod og beslutsomhed helt frem til de russiske kanoner, men som forventelig også med meget store tab. Omkring halvdelen af mændene og næsten alle hestene gik tabt, og at der overhovedet kom nogle ud af dalen igen, skyldtes i høj grad russisk passivitet, men også fransk kavaleris indgriben på højdedraget på den anden side af dalen. Den franske marskal Bosquet, der så angrebet, sagde : ” C’est magnifique, mais ce n ’est pas la querre ”.

Disse begivenheder og især den lette brigades angreb, gav genlyd i hele Europa. Den engelske hof poet Alfred Lord Tennyson (1809-1892) skrev samme år sit digt, og Cardigan, som utroligt overlevede træfningen, brugte stort set resten af livet på at begrunde, at det ikke var hans skyld. Det var det sådan set nok heller ikke, men en mand med mindre stolthed og kolerisk temperament havde måske været i stand til at få afdækket, om en så urimelig ordre virkelig var tilsigtet.

Fra en Artikel af Jens Ulrik Madsen.